Gå til sideindhold

VISION & MISSION

Hos Ungdomsskolen Faaborg-Midtfyn har vi en mission om at være den eksperimenterende og innovative udvikler af fællesskaber, som giver unge – uanset baggrund - plads og betingelser til at trives og dannes. De unge skal opleve, at de kan få indflydelse og medbestemmelse på udviklingen af rammer og indhold i deres egne fællesskaber inden for uddannelse, arbejde, fritid og kulturliv. 

 

Et mødested for udvikling af ungefællesskaber 

Ungdomsskolen vil være den oplagte samarbejdspartner, som alle unge i kommunen kender som det gode sted for fælleskaber, indflydelse og medbestemmelse på eget liv, og som ungeområdets aktører ser som en attraktiv formidler og brobygger af samarbejde og pædagogisk udvikling. 

 

Tre fokus områder:

 

Trivsel:

Unges trivsel er under pres, og det skyldes ikke mindst et øget fokus på præstationer, perfekthed og et individualiseret ansvar. Faaborg-Midtfyn Ungdomsskole kommer sårbare unge i møde ved at udvikle mangfoldige læringsmiljøer, der giver forskellige udviklingsveje og et mere varieret blik for værdier og livsformer.

 

Praksisfaglighed:

Unge presses i høj grad ensidigt af akademiske dannelsesidealer, selv om samfundet efterspørger flere med en håndværksmæssig og teknisk uddannelse. Faaborg-Midtfyn Ungdomsskole ønsker fastholde og videreudvikle på den eksisterende praksis med at kombinere praktiske og akademiske dannelsesidealer og omsætte dette i nye læringsmiljøer for unge.  

 

Demokrati og verdensborgerskab:

Den større polarisering blandt unge kan potentielt udfordre vores fællesskaber og demokratiske samtaler. Der er brug for at understøtte dialog og sammenhængskraft. Faaborg-Midtfyn Ungdomsskole udvikler kontinuerligt nye demokratiske deltagelsesformer, og baner vej for, at unge kan engagere både lokalt, nationalt og internationalt.     

 

I de næste 3-5 år vil vi udvikle indsatser målrettet de tre udfordringer. Det omfatter blandt andet følgende initiativer:

  • Entreprenørskab og samarbejde med erhvervslivet: Vi byder ind med vores kompetencer, når samarbejdspartnerne i folkeskolen har brug for at udvikle læringsmiljøer målrettet de unge. I samarbejde med virksomheder og eksterne samarbejdspartnere vil vi udvikle praksisorienterede læringsforløb målrettet unge. 

  • Friluftsliv: Vi ser naturen som en læringsarena, og vi vil gerne samarbejde med skolerne om at bruge naturen endnu mere aktivt i undervisningen og den pædagogiske praksis. 

  • Kulturelle ungefællesskaber: I samarbejde med områdets kulturinstitutioner vil vi udvikle aktiviteter og miljøer, som giver plads og betingelser for de unges kulturskabelse. 

  • Identitet, køn og seksualitet: Vi vil udvikle dannende fællesskaber, der giver plads til at unge kan udforske og udvikle deres identitet, køn og seksualitet.  

  • Demokratisk dannelse: Vi vil fortsætte med at udbygge arbejdet med politisk og demokratisk dannelse – politisk mesterlære, ungdomsråd, fælles elevråd og Erasmus+.  

  • Medbestemmelse og selvorganisering: Vi tilrettelægger vores aktiviteter, så de styrker de unges medbestemmelse og selvorganisering. 

  • Digital platform for indflydelse og medbestemmelse: Vi vil udvikle ungdomsskolens hjemmeside til en digital platform for indflydelse og medbestemmelse, som supplerer og understøtter vores aktiviteter for demokratisk dannelse. Kendskabet til ungdomsskolens tilbud skal udbredes, for de unge og deres forældre, samt på tværs af fagområder, stabe og politikere. 

  • Kompetencer og arbejdsfællesskab: Vi vil arbejde for en endnu stærkere kvalificering af alle medarbejdere og styrke muligheden for at opleve tilhørsforhold og fællesskab i ungdomsskolen. 
Apricore logo